Be the change

“Vi lever i sådan en verden, hvor man ikke må være for glad.” Det læste jeg lige i skyndingen i en overskrift på Radio24Syvs facebookside. Jeg tror, det er sandt. Vi er helt enormt bevidste om, hvad naboen tænker. Spejlingen i andre mennesker er gået lidt over gevind – Og det især med indtoget af diverse sociale medier,  hvor man høster likes.

Dog mener jeg også, at man selv kan gøre sig umage med, hvilken slags mennesker man omgås og holde øje med, hvilken ‘kollektiv mentalitet’ der er at finde i ens respektive omgangskredse. Det er dræbende for mig at være i selskab med nogen, som aldrig opfører sig åndssvagt, og som ser det som en dyd, at være ‘helt almindelig’. Jeg var sammen med sådan en fyr engang. Når jeg var glad, var han sikker på, jeg var manisk. Han var faktisk næsten bogstavelig talt en lyseslukker. Der gik noget tid før jeg fik tændt mit indre bål igen.

Jeg vil øve mig i at være ligeglad. En lille smule hver dag. Og synge så højt jeg vil. Det nytter ikke noget at sætte sit lys under en skæppe.

 

giphy

 

 

 

 

Reklamer

Recap for juli

Tour de France (Som for min skyld måtte få en hel post for sig selv, but here goes) Uhørt mærkelige (og vist bare uhørte) ting har fundet sted. Valverde udgik efter styrt på 1. Cavendish og Sagan ude efter 4. og 5. etape pga ‘muligvis’ utidig og ungentlemanly opførsel i en spurt, der førte til at Sagan blev bortvist og Cav styrtede og måtte udgå. Siden da er Richie Porte, Majka, Jakob Fuglsang, som alle havde store forventninger til, Geraint Thomas, Pinot og Kittel alle udgået, enten pga styrt eller tidsgrænse. Og det er bare de store navne. Froome selvfølgelig i gult. Intet nyt under solen. Men WTF?

Til gengæld glædes alle over, at Chris Anker kommenterer nu. Jeg selv er fan!

Jeg har sagt mit ene job op til september, hvorfor min økonomiske situation bliver lidt uvis i fremtiden. Så jeg siger nej til potentielle lejligheder i stride strømme. And it burns. We hates it.

Jazzfestival. Altså fuck. Egentlig har jeg slet ikke tid til at rende til koncerter pga arbejde, men jeg havde planlagt Jamie Cullum- koncert lige siden billetterne blev sat til salg. Og jeg blev ikke skuffet. Jeg fatter det stadig ikke helt. Magien. Kærligheden. Sindssygen (For det føltes lidt som kollektiv sindssyge) Han og den gimmick, AJO havde medbragt, nemlig en sydafrikansk vokalkvartet, fik en lidt halv-genert Store Sal til at gå fuldstændig agurk og pigerne – og drengene – til at hvine og danse som børn. Det var fascinerende, og jeg kan stadig mærke det helt ind i hjertekulen. Han spillede ‘All at sea’, ‘what a difference’, en helt vanvittigt inderlig udgave af ‘high and dry’, hvor vi allesammen skulle agere backing vocals. Jeg døde næsten af indestængt eufori over at et af de første numre med vokalgruppen var et arrangement af ‘Not while I’m around’, og at han havde sit cover af ‘Shape of you’ med. Jeg kunne ikke have drømt om mere.
Jeg skulle i samme weekend ned og se Gumbo Ya-ya på Klostertorv. Fordi det var udendørs, var lyden lidt meh. Den forsvandt bare. Men jeg siger igen, ligesom jeg sagde sidste år: Dem boys are gon’ be great. Det gav så meget mening, at det lige var dem, jeg hørte på Mors fødselsdag. Hun ville have elsket dem.

Game of Thrones. JEG HAR IKKE SET DET ENDNU. MEN JEG VED, AT ED SHEERAN ER MED!!!

Den nye Doctor, efter Capaldi (kunne også sagtens få en hel post for sig selv) Folk flejner fuldstændig råddent skråt, og det er sjovt nok allesammen mænd, der er sure. For det er en kvinde, der skal spille The Doctor, nærmere betegnet Jodie Whittaker. Jeg talte  med en veninde om det igår. Hvorfor reaktionerne er så kraftige. Og vi nåede et par nuancerede konklusioner.
Ten forgives you

giphy

 

 

 

Helt/Antihelt

Jeg behøver ikke rumme alle mennesker. Ligeså lidt som jeg behøver at være nære venner med alle dem jeg kender. Hvor gerne jeg end vil praktisere ‘live and let live’, kan jeg også blive skingrende vanvittig, når der er mennesker i min bekendtskabskreds, der trænger sig på, og vil have, at jeg skal forholde mig til dem, som om, vi var bedste venner. Det er sket et par gange, at der er folk der er gået i vrede og kaldt mig ‘en dårlig ven’ og at min moral i forhold til andre mennesker er ‘forkert’, når jeg i lange perioder ikke orker andre mennesker, og kæmper for bare at passe på mig selv. Nej, jeg er ikke helt vildt overskuds-agtig. Ja, jeg er tæskedårlig til smalltalk. Ja, det er vildt grænseoverskridende, at samfundet er blevet et tilgængelighedssamfund, hvor man nødvendigvis må ‘være et dumt svin’ eller ‘syg’, hvis man ikke orker at være tilgængelig for alle ens Facebookvenner 24/7. Det er jo vanvittigt når man tænker over det. Og jeg behøver ikke at have dårlig samvittighed over, at være den, jeg er, eller skamme mig over det, jeg kan – Eller det, jeg ikke kan.

Jeg er en god og nærværende ven, når jeg kan. Når jeg ikke kan, skal jeg have fred, så jeg kan komme til at tænke klart, og blive en god og nærværende ven igen.

Fredagsfeeling

For første gang i halvandet år har jeg to friweekender i træk. Det er helt underligt at have så meget tid. I mit relativt korte arbejdsliv, har jeg på den hårde måde lært at påskønne tid. Og indset, at det livet er for kort til at arbejde i weekenden.

Idag er der rent sengetøj, kaffe og Det Dystre Skæg. Selvom det er nogle år gammelt,  har jeg først lige opdaget podcasten, og jeg er pjattet med den. Måske biased, fordi jeg er helt vild med Elias Ehlers stemme. Han er så bimlende jysk, at det gør ondt, og han fortæller historier på en måde, som er i øjenhøjde med mig. (Og jeg er meget fascineret af, at han ved så meget om te!) Jeg oplever det ikke som en bedrevidende ‘jeg-ved-mere-om-verden-end-dig’-prædiken, men som et oprigtigt forsøg på at forklare, hvad der foregår inde i Elias Ehlers. Det er en meget beundringsværdig kvalitet som menneske, og jeg er for det meste enig i flere af hans betragtninger. De provokerer mig også lidt. Rusker i mig. Og det får mig bare til at lytte endnu mere ihærdigt, for når jeg bliver provokeret af noget, betyder det undertiden også, at jeg kan lære noget nyt. Så jeg pløjer mig nok igennem nogle afsnit idag.

 

tumblr_n48huljwA31tvs0bto1_500

 

 

De Kære Bøger: Haruki Murakami

Tags

, ,

Det er ingen statshemmelighed, at jeg er Læser. Det er en kasse, jeg gerne vil puttes ned i. Men nogen fuldstændig ukritisk Læser kan man næppe kalde mig. Måske især fordi jeg nærer en virkelig irrationel modvilje mod svenske krimier. Det løber mig koldt ned ad ryggen. Svenske krimier. Jeg vrænger helt instinktivt, når jeg siger det.  Jeg aner ikke hvornår denne antipati er opstået, og har altid kaldt mig selv for en snob når det gælder litteratur, men jeg er ikke sikker på, det er sandt.

For halvandet år siden opdagede jeg Murakami. Og som et menneske, der er helt pjattet med de dystre sider af folks historier, og eksistentialisme som tema i bøger, så er jeg bare helt solgt. Nu har jeg kun læst de første otte romaner af ham, så jeg kan kun udtale mig udfra dette udsnit af hans forfatterskab. Bøgerne handler tilsyneladende om helt almindelige mennesker, der lever helt gennemsnitlige liv, og som pludselig bliver kastet ud i noget spændende eller farligt, eller møder mærkelige væsner, eller pludselig bliver delt i to personligheder, eller pludselig befinder sig på en jord med to måner. Right?! Jeg elsker det! Uden at være sikker, vil jeg betegne genren som magisk realisme – Jeg har aldrig set det skrevet på dansk. Magical realism. (Google siger ‘magical realism’, ‘sci-fi’ og ‘Bildungsroman’, så det var ikke helt skævt, after all.)

Setting er Tokyo og andre byer i Japan. Hovedpersonerne er både mænd og kvinder. Der er stor spændvidde mellem sindsstemninger, der er sex, der er pauser. Der er troværdige tanker. Og meget i bøgerne er tanker. Det er næsten det vigtigste for mig. Tankestrømmen beskrevet hos hovedpersonerne er ikke fuldstændig, overhovedet ikke ‘lineær’, kan vi kalde det, i mangel af bedre, og det er så genialt. Der er undertiden afbrydelser som ‘Det var da noget underligt noget at tænke på’, præcis som når min hjerne ufrivilligt og automatisk bygger en associationskæde.

Min konklusion er egentlig bare: Det er okay, hvis du kan lide svenske krimier. Men hvis du kan lide bøger, der bider og skaber billeder, der sætter sig fast, og præsenterer dig for verdener, du ikke anede, du havde lyst til at leve i, så start med 1Q84.

28c111961e2280cdf79c439268fd1ae2

Degenerering

Tags

,

‘Black Mirror’. Whet. The. Actual. Fack. Jeg gik rundt og troede, at jeg var et helt og aldeles hærdet menneske. At jeg havde set verdens ondskab. Og så var der ikke så meget mere hokus-pokus ved det. Arj, hellærli. Bedst som jeg troede, at den menneskelige hjerne ikke kunne blive mere jacked up. Man kan ikke bare plante den slags billeder i hovedet på folk! Hvem fandt på idéen med ‘genopstandelse af død ægtemand’-afsnittet og tænkte ‘det er da en mega god idé! Det gør vi da!’ Og så tænker man ‘NU! Kan de da ikke finde på noget, der er mere afsporet’, hvorefter man helt lettet sætter sig til at se næste afsnit. Og så får flere modbydelige plots om afstumpede mennesker at se. Jeg siger ikke, det er dårligt lavet. Jeg siger bare, at det er alt, alt for vildt for mine sarte nerver.
Det er nogle vanvittigt spændende etiske spørgsmål den får rejst. Hvis man havde teknologien, skulle man så gøre nogle af de ting, de gør i den serie? For man kan sige, ligegyldigt hvor mange pros man kunne finde for, for eksempel at lave en tro kopi af en død ægtemand i sorgbearbejdnings-øjemed, eller muligheden for at optage minder, med henblik på for eksempel at bekæmpe kriminalitet, så ville der altid være ligeså mange cons. For selvom man ville udvikle de ting i den gode sags tjeneste, vil der altid være nogle idioter, der misbruger det til egne formål. Som man så også ser på et senere tidspunkt i serien, hvor folk bliver udnyttet på det groveste.
Jeg kan virkelig godt lide den serie. Og nogle af tingene finder allerede sted nu. Selvom der ikke er et decideret ‘personal ranking’-system, som et helt trejde afsnit handler om, så er der det lidt alligevel. Hvor vi helt hjernedødt sender likes efter forskellige stykker overflade, som folk sender ud på internettet. Det er spændende.
Nå, det var det der kaffe vi kom fra.

56234bbe107f5452530f1a224ecdcb028b07d04beaf70f1bfb378cd72052aceb

Omprioritering

Tags

, ,

Det er mandag. Vægten siger 45. Der er kaffe. For engangs skyld er den yngste af mine roomies ikke engageret i højlydt intimt samkvem med sin tjekkiske kæreste/veninde/b-ven før klokken 08.00. (Det er en af ulemperne ved det åbenlyst tabubelagte emne, ikke at have råd til at flytte i egen lejlighed selvom man nærmest er 30 år gammel.) Jeg har slugt 3. afsnit af 3. sæson af SKAM (Og jeg er ved at sprænges af excitement!) og er nu begyndt på ‘Black Mirror’ på Netflix. Jeg går lidt i koma over at se Allen Leech i scrubs. Right?! Jeg er så nem at gøre blød i knæene på den måde.
Det er en okay god dag allerede.
Det måske mest mærkelige Google-opslag nogensinde var da Mr. Boyfriend efter en meget lang og snørklet associationskæde spurgte:”Hvad er det egentlig for et dyr, der trækker den konkylie som Sebastian i ‘Den Lille Havfrue’ sidder i, i starten af filmen?'” Da jeg havde slået det op, og set, at det altså var fisk, og ikke søheste, som Mr. Boyfriend insisterede på, kom jeg rent til at le, og priste mig lykkelig over, at det er den slags åndssvage ting, vi slår op på Google. Der er alt for mange voksne og alvorlige mennesker i verden.

tumblr_m7yiz1mcnf1qm6oc3o1_500

Regulering

Som adskillige store tænkere før mig har bemærket og beskrevet, så er mennesket en mester i at indhylle sig selv selv i illusioner, der skal gøre tilværelsen lettere at kapere. Mennesket bilder sig ind, at det er frit. Det er ikke først nu, jeg er kommet i tanke om det. Det har jeg altid haft mistanke om. Jeg har set det på nært hold.

Til trods for, at der af andre store tænkere er blevet argumenteret for, at mennesket er et fornuftsvæsen, så må jeg stemme i med den fløj, der sætter deres penge på, at mennesker ligger under for deres lyst. For vi er alle indsatte i det fængsel der hedder ‘Umættelig Trang Til Nye Ting, Der Udsætter Tidspunktet Hvor Kedsomheden Sætter Ind’. For jeg kan ikke nævne nogen mennesker, som har været til tilfredse hele tiden. Mennesker, som en dag besluttede sig for, at ‘nu må det da være nok med at jage lykken, nu er jeg tilfreds’. Jeg køber den ikke. For det eneste mennesket kan opnå, er en midlertidig tilfredsstillelse af ovennævnte trang. Og hvis det er heldigt, nå til en accept af, at det altid vil blive ved med at sulte. Og søge. Efter mere indsigt. Et bedre arbejde. En mere velholdt forhave. Svaret på livets store mysterier.

Det er menneskets velsignelse. Eller forbandelse.

96267556_a3a30f5b82

Nedjustering

Tags

,

En af de vigtigste ting jeg har lært i løbet af de sidste få år er, at jeg ikke behøver være helten i alle film der findes. Jeg kan sagtens nøjes med at være den midaldrende, halvskaldede mand, der bare drømmer om at være helten.

Det kan godt være hårdt arbejde at bevæge sig fremad med små skridt – Det er der mange mennesker der glemmer. Men det er det, som er min masterplan. Jeg håber ikke, at jeg ender med at blive helten i alle film der findes. Det er på en eller anden måde lidt for stort et ansvar.

Selvom man kun når lidt, kan man godt føle sig som kongen af verden. Og det første skridt er jo oftest det sværeste.

224066-breading-cats

Accentuering

Tags

Det er en vild påstand, når man hævder, at de fleste mænd misforstår opmærksomhed fra kvinder. For selvfølgelig findes der mænd, som forstår. (Og mænd, der ingenting forstår, ikke at forglemme)

Men tager jeg alle eksempler i betragtning, hvor det er sket for mig, at mænd misforstår, så er der en overvægt af dem, der misforstår.

Endnu et eksempel på misforståelse finder sted på min bopæl i skrivende stund. Min roomies kæreste har fået opmærksomhed af en anden end min roomie. Og tror pludselig, at det betyder, at han måske havde større ambitioner her i tilværelsen end at være min roomies kæreste. Blot fordi han har fået opmærksomhed af en kvinde. Jeg. Forstår. Det. Ikke.

Jeg kunne sagtens holde en længere brandtale om nogle af de mænd jeg kender, som efter nogle år i et forhold har fået øje på noget nyt og skinnende, og straks tror at de er nødt til at efterlade den nuværende dame. Og jeg kunne holde flere enormt nuancerede foredrag om konceptet med monogami, og hvorfor det kan være en tæskegod idé med nytænkning af ægteskabet. Og så videre og så videre. Men for nu vil jeg tillade mig bare at undres over, hvordan det kan være, at det gang på gang viser sig, at rigtig mange mænd er rigtig ens, når de har været sammen med den samme dame i nogle år. Og altså så pludselig får ambitioner.

Jeg. Forstår. Det. Ikke.